fbpx

OVERLEVELSESGUIDE TIL KONFERENCER

Deltager du jævnligt i nationale eller internationale konferencer, ved du også, at det absolut ikke er lige så glamourøst, som det lyder. Programmet er som regel så presset, at du sjældent får tid til at forlade mødestedet, og det er langt fra gourmetmiddage og fancy cocktailfester. Men du kan gøre det nemmere for dig selv at komme igennem de lange mødedage og få mest muligt med hjem at præsentere for din chef. Gør din tid mest effektiv, så du måske også får tid til en lille afstikker ud i byen.

Øv dit elevator-pitch

Uanset om du møder folk i en kaffe-kø, i elevatoren eller sidst på en våd aften, er det ofte en potentiel kunde eller samarbejdspartner. Så vær altid klar til at fyre dit pitch af, uden at det kommer til at lyde anmassende eller sælgeragtigt – hvad beskæftiger du dig med? hvad kan du hjælpe denne ”kunde” med? Og hvad kan du evt. bruge dem til? Jo flere gange du øver, jo sikrere sidder den i skabet.

Fod på situationen

”Klædt på til succes” er en fast vending, som i særdeleshed ikke skal undervurderes. Det handler ikke blot om udseende og fremtoning, men også om bekvemmelighed. Møder og konferencer kræver tit flere timer stående og gående, så tænk på dine fødder, for der er ikke noget, der kan ødelægge dit flow som hævede og ømme fødder. Gør dig selv og dine fødder en tjeneste, og sørg for behageligt fodtøj.

Vælg de fede oplæg

Chancerne for, at du kan nå at deltage ved alle oplæg, er små. Gør en dyd ud af at sætte dig grundigt ind i dagsordenen inden konferencen, og find de fedeste, mest interessante og – ikke mindst – mest relevante for dig. Hvor kan du får konkret og brugbart input, som du efterfølgende kan præsentere for din chef? Er du helt tjekket, sætter du dig også godt ind i logistikken om, hvor de forskellige foredrag holdes, så du let kan komme rundt og evt. klemme lidt fritid ind i programmet.  

Gør måltider til møder

Du vil finde det vanskeligt at klemme møder med de vigtigste kunder eller samarbejdspartnere ind i et stramt program. Brug i stedet de mellemliggende måltider til uformelle møder. Det er også en mere afslappende måde at stifte nye bekendtskaber på eller pleje de eksisterende.

Kom lettest muligt gennem mødekonferencen, og få brugbare og konkrete resultater med hjem.​

Sæt noter på visitkort

Møder og konferencer er lig med en habil håndfuld visitkort – nogle er super relevante, mens andre er temmelig ligegyldige for dig – og når du kommer hjem, har du sikkert mistet overblikket. Gør det praktisk og nemt for dig selv, og brug en kuglepen til at skrive en kort note på de vigtigste visitkort, så du husker, hvem du skal kontakte, og hvad I måske har snakket om. Har I fx børn i samme alder, er hun ivrig fisker, eller har I andre ting til fælles? Det er en god og personlig ice-breaker, hvis du skal kontakte personen igen. 

Vær mæt og glad

Det kan måske lyde banalt og som et råd, din mor ville give, men overskud er alfa og omega til en konference. Sørg altid for at være bevæbnet med en pose nødder eller en proteinbar og en flaske vand, så dit blodsukker er i balance, og du ikke er dehydreret. Så mister du hverken overblik, overskud eller din humoristiske sans sidst på de lange mødedage.

Ja tak til fyraftensøl og tequila-shots

Efter en lang mødedag er du ganske givet udmattet og ikke i det vilde partyhumør. Men er der arrangeret fyraftensbar, så find alligevel charmeskoene frem, og smut forbi til en skål. Her opstår de mere afslappede samtaler, når slipset er løsnet. Underkend ikke, at det er her, der for alvor networkes, men pas på med at gå all in i baren. Så kan du virkelig blive straffet på en lang mødedag dagen derpå.

Vælg møder med omhu  

Du modtager garanteret konferenceinvitationer nok til at holde dig beskæftiget resten af din karriere – du har ganske enkelt ikke tid nok til at deltage i dem alle. Så vær velovervejet, og brug lidt tid på at researche på hvilke, der er vigtigst. Hvor kan du få nyt brugbart perspektiv og konkrete nye ideer, du kan implementere i din egen virksomhed? Hvor deltager nye potentielle kunder eller eksisterende, som du kan pleje kontakt med? Der er flere faktorer, der spiller ind, så vælg ikke blot ud fra, hvilke hovedtalere, der kommer.

Relaterede artikler

Lokalproduceret gourmet mad

Mange af Region Sjællands mødesteder er stolte over at kunne tilbyde sund, varieret og spændende...

8 grunde til at holde møde i Region Sjælland

Der er mange grunde til at vælge region Sjælland til dit næste møde eller din næste konference.

Go Green - det bæredygtige møde

Bæredygtighed er blevet et buzzword i de fleste brancher, og du kan med fordel gøre dit møde mere grønt.

Copenhagen Countryside – Møder og konferencer på Sjælland er et netværk af markante mødesteder på Sjælland, som tilbyder spændende og inspirerende rammer for dit næste møde, konference eller event.

Tilmeld dig nyhedsbrev

* skal udfyldes

Følg os

* skal udfyldes